|
Når en gift person dør, går halvdelen af ægtefællernes fælleseje samt alt, hvad afdøde måtte eje som en eller anden form for særeje, i arv. Er der fuldstændigt særeje i ægteskabet, er det kun afdødes særeje, der skal deles mellem arvingerne.
Arven efter førstafdøde fordeles efter loven med 1/2 til ægtefællen og 1/2 til børnene. I den typiske familie med fælleseje bliver resultatet derfor, at den længstlevende ved et skifte får 3/4 af fællesformuen, fordi det jo kun er afdødes halvdel af fællesejet, der skal deles. Børnene får 1/4 af fællesformuen.
Et testamente kan i et vist omfang ændre på denne fordeling. Men der er visse tvangsarveregler, du ikke kan komme uden om. Du kan selv disponere over 3/4 af formuen, medens kun 1/4 af formuen er tvangsarv. Altså skal ægtefælle arve mindst 1/8 og livsarvingerne mindst 1/8.
Den længstlevende ægtefælle kan kun vælge at sidde i uskiftet bo med fælles børn. Hvis afdøde efterlader sig børn fra tidligere forhold, skal der skiftes, medmindre disse børn giver samtykke til uskiftet bo. Er afdødes børn fra tidligere forhold under 18 år, er det næsten ikke muligt at få dette samtykke, da det er børnenes værge og statsamtet, der skal give det.
Er der aktiver i boet, som har en særlig erindringsværdi for særlivsarvingerne efter den førsteafdøde, altså børn fra tidligere forhold, har de fortrinsret til at overtage dem. Dette gælder hvis aktivet er fuldstændig særeje i boet.
Med et testamente kan I øge den længstlevendes andel af fællesformuen til 7/8. Reglerne er komplekse, så det er en god idé at tage Ret&Råd-advokaten med på råd.
Vær også opmærksom på, at uden testamente får en arving sin arv som fælleseje. Det betyder, at arven vil være fælleseje i arvingernes ægteskab, og derfor skal arvingen dele sin arv med ægtefællen, hvis de måtte blive skilt. Med testamente kan du bestemme, at arvingen får sin arv som særeje og derfor ikke skal dele med ægtefællen ved skilsmisse.
Print
|
