|
Der er mange lovregler forbundet med ægteskab, arv og skifte, og de kan være svære at overskue og forstå. Derfor har mange mennesker i dagens Danmark behov for at bestemme en anden fordeling af arven, end arveloven foreskriver. Det gælder især familier med sammenbragte børn, ugifte samboende og barnløse. Eksperter mener faktisk, at antallet af testamenter i Danmark burde øges fra de nuværende ca. 350.000 til over én million, hvis der skulle tages maksimalt hensyn til familiemønstrene anno 2008.
Driver du selvstændig virksomhed, bør du også overveje testamente for at sikre virksomhedens fremtid bedst muligt (Læs eventuelt folderen "Generationsskifte – Veldrevet virksomhed søger ny ejer").
Ved at skrive testamente får du selv indflydelse på, hvordan alt hvad du efterlader, når du engang dør, skal fordeles. Dermed sikrer du først og fremmest dem, du holder af. Du skåner også din familie for at tage stilling til fordeling af arv. Et testamente betyder også, at behandlingen af dødsboet kan foregå problemfrit, og at din arv ikke belastes unødigt af afgifter.
Præcis hvordan dit testamente skal udformes, må afgøres konkret for dig. Ret&Råd-advokaten kender reglerne og skaber det nødvendige overblik, så du får det bedst tænkelige grundlag at beslutte dig på.
Advokaten kan også forudse de situationer, som du ikke selv har tænkt over. Det betyder, at testamentet vil kunne være dækkende næsten uanset, hvordan dine familieforhold udvikler sig.
For at give dig et første overblik belyser vi her på hjemmesiden testamenter ud fra ni forskellige familiesituationer. Vælg den situation, der passer på dig og din familie og bliv klogere på nogle af de regler og faldgruber, der kendetegner den.
Denne hjemmeside kan i sagens natur ikke være udtømmende og skal alene ses som en kort indføring til emnet. De mere dybtgående forklaringer og råd skal du have i den personlige dialog med den lokale Ret&Råd-advokat. Sådan sikrer du bedst fremtiden for dem, du holder af!
Print
|