Ugift par med børn fra tidligere forhold

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med Ret&Råds nyhedsbrev.

Tilmeld

Ugifte par arver ikke noget som helst efter hinanden, medmindre de har oprettet testamente til fordel for hinanden. Det gælder uanset, hvor mange år de har boet sammen. Så hvis et ugift par vil sikre hinanden bedst muligt – og af forskellige årsager ikke ønsker at gifte sig – er der ingen vej uden om et testamente. Alternativet kan være, at den efterladte er nødt til at gå fra hus og hjem.

Du kan dog godt ved et udvidet samlevertestamente bestemme, at I som ugifte samlevende helt eller delvist vil arve hinanden, og arves som var I ægtefæller. I kan dog ikke bestemme, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje og uskiftet bo skal gælde. Ved førsteafdødes død er et sådant testamente kun gyldigt, hvis I som samlevende levede sammen på fælles bopæl, og havde gjort dette i de sidste to år, eller ventede, havde eller har fælles børn.

Selv når et ugift par opretter testamente til fordel for hinanden, er der særlige regler at være opmærksom på: Den efterladte skal betale boafgift af arven. Hvis I har boet sammen i mindst to år og kan bevise det, nedsættes boafgiften fra ca. 36,25% til 15%. Men fuldstændig afgiftsfrihed som for gifte kan et ugift par aldrig opnå.

Uden testamente vil arven tilfalde afdødes børn ligeligt, uanset at de er fra et tidligere forhold, og uanset at der eventuelt ikke har været nogen kontakt mellem afdøde og dennes børn i mange år.

Med testamente kan længstlevende arve op til 3/4 af afdødes formue, da førstafdødes børn er såkaldte tvangsarvinger.

Har et ugift par kapitalpensioner, livsforsikringer og lignende, bør parret stærkt overveje at få hinanden indskrevet i papirerne, da forsikringssummen som standard vil gå til ”nærmeste pårørende”. Dette skal forstås som afdødes familiemedlemmer – ikke samleveren – og vil i dette tilfælde være afdødes børn fra tidligere forhold.

Der er således mange gode grunde til at tage en snak med Ret&Råd-advokaten for at få belyst, hvordan den anden part er stillet i tilfælde af et pludseligt dødsfald.

 




Print